MENNESKET OG RAVET - GENNEM TUSINDE ÅR
Lige siden de første mennesker vandrede nordpå efter den sidste istid, har de været fascineret af denne varme, lyse og lette sten. De tidligste spor, vi har af disse mennesker – omkring 14.000 år gamle – er netop deres ravsmykker og flinteredskaber.
De ældste ravstykker er ofte dekoreret med indridset mønstre, som gentages over hele overfladen. Smykkerne har været brugt gennem lange perioder, hvilket tydeligt ses på slidsporene. Hullet til læderremmen er i mange tilfælde slidt op, og nogle stykker har med tiden fået boret både tre og fire nye huller, efterhånden som de blev slidt.
Senere i jægerstenalderen, for omkring 7.000 år siden, begyndte man at udskære figurer af jagtens dyr i rav – eksempelvis elge, ænder og bjørne. Disse figurer kan have haft en magisk betydning og muligvis været anvendt i forbindelse med jagtritualer.
Omkring 6.000 år siden blev vores forfædre fastboende og begyndte at dyrke jorden. I denne periode ændrede ravets betydning sig og blev et symbol på velstand. Det blev anvendt som offergave i moser og fulgte ofte den døde i graven. Samtidig tyder fund på, at nogle mennesker specialiserede sig i forarbejdning af rav. På Salling er der eksempelvis fundet et depot på hele 4 kg bestående af omkring 13.000 nyfremstillede, ubrugte perler.
I denne periode blev der også fremstillet store og komplekse perlekæder, ofte sammensat med markante, flade samleperler, som vidner om både håndværksmæssig kunnen og æstetisk sans.
I bronzealderen (ca. 1800–500 f.Kr.) fandtes der ikke direkte handelsforbindelser mellem Norden og eksempelvis Sydeuropa. I stedet opretholdt man tætte relationer til nabostammer, hvor udveksling af gaver spillede en central rolle. Netop gennem denne gaveudveksling får vi et tydeligt indtryk af ravets store betydning. Skandinavisk rav blev betragtet som en værdifuld gave og vandrede fra stamme til stamme gennem Europa.
I denne periode nåede ravet helt til Sydfrankrig, Italien og Grækenland. I én græsk grav er der fundet hele 1.300 ravperler. Analyser viser, at disse stammer fra Nordeuropa og ikke er lokale fund, hvilket vidner om omfattende forbindelser over lange afstande.
Selv i faraoen Tutankhamons grav i Luxor er der fundet betydelige mængder rav. Blandt fundene er en kæde med store ravperler, øreringe af guld, rav og turkis samt skarabæer udskåret i rav. Ravet fremstår i dag næsten sort efter de mange år i gravkammeret.
Ravet nåede også til Persien og i enkelte tilfælde helt til Indien. Samtidig var denne periode en af de rigeste i Danmarkshistorien, hvilket blandt andet ses i de mange guldfund. Danskerne selv synes dog kun i begrænset omfang at have brugt ravet.
Fønikerne spillede en væsentlig rolle i handelen med rav og kan muligvis have sendt ekspeditioner nordpå for at finde dets oprindelse. Mere sikkert er det, at den græske opdagelsesrejsende Pytheas omkring 325 f.Kr. sejlede nordpå langs Spaniens og Frankrigs kyster, videre forbi England og nåede frem til områder, han kaldte Raunonia og Abalum. Her berettede han, at rav skyllede op på kysterne i store mængder om foråret – formentlig steder langs den jyske vestkyst.
I de sidste 500 år før Kristi fødsel opstod der egentlige handelsruter gennem Europa, som forbandt områderne omkring Danmark og Kaliningrad med Romerriget. Romerriget var en storforbruger af rav, og det fortælles, at næsten alle romere bar ravsmykker. Rav blev ikke kun anvendt til smykker, men også forarbejdet til figurer og relieffer, og perler blev fremstillet ved hjælp af drejebænke.
Kejser Nero sendte endda en stor ekspedition mod nord for at sikre forsyningen af rav. Ifølge beretningerne vendte ekspeditionen tilbage med flere tons rav. Ved en efterfølgende forestilling i Colosseum blev alle knuder i det net, der skulle beskytte tilskuerne mod vilde dyr, prydet med små stykker rav – et tydeligt symbol på materialets værdi og prestige.
I det 3. og 4. århundrede e.Kr. blev Mellemeuropa præget af uro og ustabilitet, hvilket medførte, at ravhandlen næsten gik i stå.
Omkring år 700 opstod de første egentlige bysamfund i Danmark, og her havde ravsliberen sin naturlige plads med værksted og produktion. Arkæologiske fund fra blandt andet Ribe og Hedeby vidner om en aktiv forarbejdning af rav i disse tidlige handelsbyer.
I vikingetiden blev rav anvendt til en lang række genstande. Vikingerne fremstillede blandt andet spillebrikker, små udskårne ansigter og fingerringe udelukkende i rav – sidstnævnte dog med en vis skrøbelighed. Selvom vikingerne ofte forbindes med krig, var de i høj grad også handelsfolk, og de bragte rav med sig over store dele af Europa.
Fra kristendommens indførelse i Danmark og frem til reformationen ændrede ravets anvendelse sig markant. I denne periode blev det næsten udelukkende brugt i kirkelig sammenhæng, særligt til fremstilling af rosenkranse og som røgelse ved religiøse handlinger.
Efter reformationen og under de store enevældige konger blev der fremstillet en række enestående ravarbejder i Nordeuropa. Ravdrejning blev endda betragtet som en “kongelig” hobby, hvor medlemmer af kongefamilien selv fremstillede smykker i rav, ofte kombineret med guld og elfenben. Mange af disse imponerende værker kan i dag ses på Rosenborg Slot.
Et af de mest spektakulære arbejder er en 1,1 meter høj lysekrone udført af Lorenz Sprengler i 1753. Lysekronen er fyldt med detaljer: I midten står en Athene-figur med spyd i et tempel, mens papegøjer sidder på hver sin pind på de udgående arme, omgivet af kongekroner på puder og andre små ornamenter. På Rosenborg findes desuden skakspil, tallerkner og endda et skib udført i rav.
Det meste af det rav, der blev anvendt i København, måtte sandsynligvis hentes i Königsberg, da det var vanskeligt for kongen at skaffe rav direkte fra Jylland.
I 1626 udvidede kongen sin ret til “det vrag, der til landet kommer”, så den også omfattede rav. Som følge heraf fik en københavnsk borger retten til alt rav, der skyllede op langs Danmarks kyster, mod en årlig afgift på 50 rigsdaler. Allerede året efter blev afgiften reduceret til 20 rigsdaler.
Denne ændring tyder på, at ravet ofte blev handlet videre andre steder – sandsynligvis til Hamburg – i stedet for at blive ført til København. Kongens hensigt med loven var formentlig at samle ravet i hovedstaden, men forsøget slog tilsyneladende fejl.
I 1682 blev strandretten forpagtet ud, og for et mindre beløb kunne alle få ret til at samle rav langs kysten. Hundrede år senere, i 1782, forsøgte kongen igen at stramme reglerne: Strandfogederne og deres medhjælpere fik eneret på al ravindsamling, mens alle andre blev forbudt at samle det. Det indsamlede rav blev solgt på auktion, men auktionstallene viser tydeligt, at store mængder stadig blev handlet andre steder. I 1788 blev der kun indsamlet 55 pund rav i hele Danmark, og mængden aftog yderligere i de følgende år.
I 1795 blev der kun samlet knap 1 pund små stykker rav. Herefter blev lovens håndhævelse reelt opgivet, selvom den officielt eksisterede frem til 1868.
I 1868 fandt tre drenge et stort stykke rav i Vorupør. De afleverede det som foreskrevet, hvilket de fleste andre ikke gjorde, og politimesteren satte det på auktion. Finansministeriet ville kun udbetale en tredjedel af findelønnen til drengene, men borgere sagsøgte ministeriet. Sagen endte i 1871 i Højesteret, hvor ministeriet tabte og måtte betale hele beløbet på 51 rigsdaler og 32 skilling til drengene. Efter denne sag blev ravsamling igen fri for alle.
På denne tid blev rav ofte anvendt til snustobakdåser for de rigeste og til ravrør til at ryge af. Næsten alle fik et ravrør ved konfirmationen, hvilket gjorde det til et symbol på overgangen til voksenlivet.
I begyndelsen af det 20. århundrede blev meget rav brugt til fremstilling af fine, drejede ravperler – ofte ved hjælp af gamle spinderokke eller symaskiner. Efter 2. verdenskrig faldt interessen for rav i en årrække. Med plastikkens opfindelse kunne man hurtigt og billigt fremstille ensartede perlekæder, hvilket gjorde rav mindre attraktivt som materiale.
I løbet af de sidste 25 år er interessen for rav imidlertid steget markant. Folk har igen fået øjnene op for det naturlige – det er en enestående oplevelse at holde et stykke rav, der er dannet i en gigantisk skov for 34–48 millioner år siden.
Et vigtigt øjeblik, der har øget folks fascination af rav, var Steven Spielbergs filmklassiker Jurassic Park fra 1993. Filmen cementerede ravets nærmest magiske egenskaber i folks bevidsthed verden over og har siden bidraget til en voksende interesse for materialet.
En anden væsentlig faktor bag den øgede opmærksomhed på rav er fremkomsten af moderne kommunikationsteknologi, såsom Facebook. Sociale medier har bragt mennesker på tværs af landegrænser, sociale kredse og interesseområder sammen, hvilket har skabt platforme for videns-udveksling, handel og deling af begejstring for rav.