Efterligninger og forfalskninger af rav forekommer, og det er absolut ikke et problem af nyere dato. I gamle kinesiske skrifter fra det fjerde århundrede, kan man læse "at kun det rav, der ved gnidning kan tiltrække et sennepsfrø, er ægte", så allerede dengang kunne der åbenbart være problemer.
I middelalderen var større ravstykker med spændende indhold meget eftertragtet; også den gang fandt man ud af at hjælpe naturen lidt på vej. Den gang kendte man ikke ravets rigtige oprindelse, men vidste at det kom fra havet, og så måtte det jo logisk nok kunne indeholde fisk, padder o.lign. Derfor valgte svindlerne et større ravstykke, savede det over, og lavede et hulrum i midten, der nøje svarede til f.eks. en fisk, som blev sat ind. Ravets flader blev smurt med hørfrøolie, fladerne blev meget forsigtigt opvarmet og så sat sammen. Stykket blev yderligere varmet forsigtigt, indtil det blev blødt. Efter en langsom og forsigtig afkøling var stykket holdbart. Den slags meget "sjældne" stykker kunne naturligvis sælges for en høj pris.
I 1868 blev celluloid første gang fremstillet i USA; det blev hurtigt anvendt som en ravefterligning. Omkring 1890 lykkedes det i Tyskland at fremstille kasein - der blev i en årrække fremstillet mange "ravsmykker" af dette stof. En af de store ravefterligninger blev opfundet i 1909, det var bakelit, som kunne ligne rav utroligt meget og blev brugt i mange år.
Efter afslutningen på Anden Verdenskrig hvor de store ravområder kom ind under det daværende USSR, blev der i vesten stor efterspørgsel på rav, og det medførte at der opstod mange nye efterligninger, der er meget gode; som plastik og polyester. Senere kom et produkt kaldet polybern, en sammentrækning af ordene polyester og bernstein. En form f.eks. et hjerte, blev fyldt med en tredjedel polyester, lidt små stykker ægte rav blev drysset i, og formen blev fyldt helt op med polyester. Selv om der er små stykker ægte rav inde i midten, er der stadig tale om et kunstprodukt, og det er nok det mest udbredte i dag, f.eks. på markedspladser.
